Går du med overvejelser om at skifte din bolig ud med en anden? Spar penge ved selv at stå for salget og istandsættelse af din bolig. Selv små indsatser gør underværker. Få tips og tricks til, hvordan du smartest sælger din bolig. Og hvordan du får flest penge i kassen.

Gå selv på jagt efter en køber

Når du skal sælge en bolig, er en af de største udgifter det salær, som ejendomsmægleren kræver. Kan du selv finde en køber og lave en handel uden at indblande en mægler, kan du spare rigtig mange penge. Det er ikke uhørt at betale et salær i nærheden af de 70.000 kroner. Og de penge kan du med sikkerhed bruge på andre og sjovere ting.

Få en eller flere mæglere til at give dig en gratis salgsvurdering og stå så selv for annonceringen. De sociale medier er et oplagt sted at annoncere. Også når det kommer til boliger. Det koster ikke noget, og får du dine venner til at dele dit opslag, når du med få klik ud til hundredvis af potentielle købere. Du kan også vælge at betale for at annoncere på diverse boligportaler eller at gøre brug af dem, der er gratis.

Står du over for salg af en erhvervsejendom, ser verden anderledes ud – og så kan det være smart at tage kontakt til en erhvervsmægler.

Prut om prisen med ejendomsmægleren

Har du det bedst med at betale en ejendomsmægler for at sælge din bolig? Tag aldrig den første den bedste – men indhent tilbud fra flere mæglere. Sørg for at gøre den enkelte mægler opmærksom på, at du har indhentet flere tilbud. Så er der større chance for, at han giver dig en skarp pris. Det betaler sig at prutte om prisen – også når det drejer sig om handel med boliger.

Gør din bolig attraktiv

Inden du får din bolig vurderet, kan du gøre meget for at få den til at fremstå præsentabel. Lad være med at kaste dig ud i større projekter som at modernisere køkkenet eller lægge nyt tag på, men husk på, at selv de små projekter kan gøre underværker. Sørg for, at de enkelte rum fremstår lyse og rummelige. Giv gerne væggene en omgang maling og slib dine trægulve ned, hvis de trænger til en kærlig hånd.

Sørg også for, at dit hjem fremstår rent, ryddeligt og velholdt. En nyslået græsplæne og lugede bede giver et helt andet indtryk end en forvokset have med langt græs og ukrudt i lange baner. Er plankeværket slidt og falmet, så giv det en klat maling og skift de enkelte slidte brædder ud. Førstehåndsindtrykket betyder rigtig meget – både på billeder og når en potentiel køber kommer forbi til fremvisning.

Gør tilstandsrapporten tip-top

Er der anmærkninger i tilstandsrapporten på din bolig, er det en rigtig god idé at udbedre dem. Køber vil ofte bruge K3’ere eller andre mangler som argumenter til at slå af prisen. Og har du allerede fikset dem, står du bedre ved en eventuel prisforhandling. Er der omfattende mangler, der koster mange penge at udbedre, må du vurdere, hvad der bedst vil svare sig for dig.

Kender du en advokat?

Når du sælger gennem mægler, skal du ikke spekulere på alt papirarbejdet i forbindelse med salget. Det ordner mægleren for dig. Men finder du selv en køber til din bolig, har du brug for en advokat. Har du en i dit netværk, der skylder dig en vennetjeneste?

Er du ikke så heldig, kan du kontakte en lokal boligadvokat. Salæret for en advokat kommer ikke op i nærheden af en mæglers salær for at sælge dit hus, så der er stadig mange penge at hente – også selvom du skal have penge op af lommen til advokatbistand.

Skriv en kommentar

Please enter your comment!
Please enter your name here