Det er muligvis overraskende for mange, at sofaer rent faktisk har eksisteret siden oldtiden. Mange vil måske også have svært ved, med få ord, at definere hvad en sofa egentlig er, men det kommer her: Med sofaer menes ganske enkelt behagelige siddemøbler til mere end én person.

Sofaen har – lige som alt andet – udviklet sig op igennem historien. Denne artikel sætter fokus på firserfænomenet hjørnesofaen, der overtog møbelscenen efter halvfjerdsernes foretrukne dagligstuemøblement, 3-2-1-sættet. Hvor sidstnævnte i dag stort set er henvist til genbrugsbutikkernes ofte halvdunkle lokaler, lever hjørnesofaen i bedste velgående den dag i dag – midt i møbelscenens rampelys.

Danskernes dagligstuemøblement gennem tiden afspejler i høj grad udviklingen inden for samværsformer og fritidsvaner. Sofaer – herunder hjørnesofaer – har gennemgået en række ændringer gennem de seneste 30 år. Da hjørnesofaen blev lanceret i firserne, var konfigurationen nogenlunde entydig: Et trepersoners sæde forbundet med et topersoners sæde via en enkelt hjørneplads. Det giver masser af mening. Den skulle jo erstatte 3-2-1’eren. Lige så sikker var den rette vinkel mellem længerne. Det var jo sådan man byggede huse, og en hjørnesofa skulle i sagens natur stå i et hjørne.

I dagens marked er der langt flere valgmuligheder. Der findes sofaer i nærmest enhver tænkelig kombination af størrelse, udformning, materiale- og farvevalg og så videre. Der er noget for enhver smag, pengepung og boligform. Et stadigt stigende antal netbutikker gør det ligetil og umiddelbart at finde frem til sin nye sofa via tablet eller smartphone, mens man sidder godt og rart hjemme i sin egen gamle sofa.

Inden for hjørnesofaer genkender mange sikkert den efterhånden klassiske variant, hvor den korte længe reelt bare er en chaiselong. Det vil føre for vidt at gå i detaljer med samtlige konfigurationsmuligheder, men man kan hurtigt nævne i flæng: hjørnesofaer med to hjørner (hesteskoform), modulopbyggede hjørnesofaer, sofaer med flytbar ryg (siddefladen kan vende begge veje – måske endda på tværs), skæve vinkler mellem længerne og så videre. Listen kunne med lethed gøres betydeligt længere. Det er virkelig ingen overdrivelse at sige, at dagens udbud er større end nogensinde.

Skriv en kommentar

Please enter your comment!
Please enter your name here